Havde kufferten proppet med penge

Og han er langt fra den første svensker, der har forsøgt at smugle kæmpe beløb ud af Danmark gennem Københavns Lufthavn

Svenskeren forsøgte at få kufferten med to millioner kroner i fremmed valuta ud af landet gennem Københavns Lufthavn. (arkivfoto - personerne på billedet har intet med den aktuelle sag at gøre)
Offentliggjort Sidst opdateret

En svensker blev sent fredag eftermiddag anholdt i Københavns Lufthavn i Kastrup med omkring to millioner kroner i fremmed valuta i sin kuffert.

Det oplyser Københavns Politi.

- Han er på vej til Istanbul, da pengene bliver fundet i hans kuffert. Han er nu anholdt, sigtet for hvidvask og bliver i morgen fremstillet i grundlovsforhør, siger vagtchef Espen Godiksen fredag aften.

Flere svenskere

Manden føjer sig til en stribe af svenskere, der i løbet af året er anholdt med store pengebeløb i lufthavnen.

I år har der indtil nu været cirka ti lignende sager om transport af kontanter ud af lufthavnen i Kastrup, oplyste vicepolitiinspektør Peter Reisz i Københavns Politi torsdag.

Et fællestræk er, at alle pengebudene har haft billet til Tyrkiet.

KØBENHAVNS POLITI

Københavns Politi er Danmarks største politikreds målt på antallet af indbyggere, antallet af medarbejdere og på aktivitetsniveau i forhold til antallet af hændelser og anmeldelser.

Geografisk omfatter politikredsen København, Frederiksberg, Tårnby og Dragør kommuner med i alt ca. 800.000 indbyggere.

Der er ca. 3.300 medarbejdere i Københavns Politi, heraf ca. 2.370 politiuddannede medarbejdere, ca. 90 politikadetter og ca. 180 juridiske medarbejdere ved anklagemyndigheden. Hertil kommer kontorfunktionærer og øvrige faggrupper.

Mere end 600 medarbejdere har deres daglige gang på Politigården i København. Herunder den centrale ledelse, administrationen, vagtcentral og servicecenter samt flere øvrige politiafdelinger. Politikredsens øvrige personale er fordelt over mange bygninger i hele politikredsen.

Kilde: Københavns Politi

20 sigtet

I alt er omkring 20 personer blevet sigtet i de mange sager, hvoraf nogle drejer sig om flere millioner kroner.

For eksempel blev syv svenske statsborgere anholdt 30. september med i alt 12 millioner kroner.

Nogle af transporterne blev afsløret i februar, men trafikken fortsætter altså på trods af anholdelser og varetægtsfængslinger.

45 millioner kroner

To mænd, der blev afsløret i februar i år, er blevet tiltalt for en lang række pengerejser til Istanbul. I alt skal de have bragt, hvad der svarer til 45 millioner kroner, til Tyrkiet, hævder anklagemyndigheden.

Powered by Labrador CMS