Hårdt kvæstet i voldsom ulykke
66-årig mand med svære kvæstelser blev fløjet med helikopter til behandling på Odense Universitetshospital
Ved du noget? Du kan kontakte os her
En mand er alvorligt kvæstet efter en trafikulykke nær Vollerup på det sydlige Als. I alt fire biler var impliceret i ulykken, der skete onsdag eftermiddag, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.
På grund af redningsindsatsen og oprydningen var Skovbyvej ved Vollerup spærret for trafik i begge retninger.
Ulykken skete lidt efter klokken 14, oplyser politiets vagtchef, Erik Lindholt.
En personbil kørte på Skovbyvej mod nordvest og bremsede op for at dreje til venstre ad Mommarkvej. Men tilsyneladende blev en bagvedkørende bilist for sent opmærksom på situationen.
I hvert fald drejede vedkommende til venstre for at undgå en påkørsel. Men i den forbindelse blev den forankørende bil snittet, ligesom det endte med et frontalt sammenstød med en modkørende bil.
En fjerde bil blev også impliceret. Den kørte bag den modkørende bil, som blev ramt frontalt, lyder politiets foreløbige beskrivelse af hændelsesforløbet.
Fløjet på hospitalet
En 66-årig mand fra lokalområdet fik alvorlige kvæstelser og blev med helikopter fløjet til behandling på Odense Universitetshospital. I et opslag på Twitter betegnes hans tilstand som "kritisk men stabil".
Desuden blev en anden mand kørt til behandling på sygehuset i Aabenraa, oplyser politiet.
På grund af den alvorlige tilskadekomst blev en bilinspektør kaldt ud for at undersøge de præcise omstændigheder ved ulykken.