Har nogen stjålet din whisky?
En østeuropæisk mand er varetægtsfængslet under efterforskningen af en større hælerisag
Et foto af seks flasker whisky af mærket Port Ellen indgår i efterforskningen af en større hælerisag, hvor en østeuropæisk mand i øjeblikket er varetægtsfængslet.
Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.
Politiet er ikke i besiddelse af whiskyflaskerne, som den varetægtsfængslede har taget et billede af i november 2022.
Særlige flasker
Det har indtil videre ikke været muligt for politiet at finde et gerningssted, hvorfra whiskyflaskerne er blevet stjålet, da den østeuropæiske mand formentlig kan mistænkes for at aftage tyvekoster fra indbrud i private boliger over hele landet.
Politiet beder derfor om hjælp til at identificere et muligt gerningssted, hvor de særlige whiskyflasker er blevet stjålet formentlig på et tidspunkt før medio november 2022.
Unikke numre
Whiskyflaskernes etiketter indeholder unikke numre, og samlingen udgør en større værdi, idet en enkelt flaske kan have en værdi af op til cirka 50.000 kr., så whiskyflaskerne kan være anskaffet i et samler- eller investeringsøjemed.
Oplysninger om whiskyflaskerne, og et muligt gerningssted for et tyveri af dem bedes givet til Midt- og Vestsjællands Politi på telefon 46351448 eller via nærmeste politi på telefon 114.
Anholdt i Roskilde-området
Sagen mod den nu varetægtsfængslede mand startede i slutningen af marts 2023, hvor han blev anholdt i Roskilde-området under kørsel i en udlejningsbil.
Mistanken om omfattende hæleri var opstået forinden, da politiet ved grænsen i starten af 2023 havde kontrolleret en varebil med forskellige stjålne effekter på vej ud af Danmark.
Var ikke med i varebilen
Den nu varetægtsfængslede mand var ikke selv med i varebilen ved grænsen, men politiet kunne efterfølgende mistænke ham for at have en rolle i forsøget på at smugle tyvekosterne ud.