Har du set Peter?
Irske Peter har været sporløst forsvundet siden natten til søndag
Østjyllands Politi leder stadig efter 29-årige Peter. Politiet beder offentligheden om hjælp til at finde ham.
Den savnede mand, som kommer fra Irland, er ikke set siden natten til søndag, hvor han gik fra Jægergårdsgade i Aarhus efter at have drukket øl med nogle kollegaer i Aarhus C.
Mandag formiddag er eftersøgningen af 29-årige Peter koncentreret omkring Aarhus Ø, hvor politiet leder med hunde. Derudover har politiet bedt om assistance fra Østjyllands Brandvæsens dykkerberedskab.
Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Skulle hjem til søster
Ifølge Peters arbejdsgiver sagde han pænt farvel et sted mellem midnat og klokken 01.00, hvorefter han forlod ”Pubben” på Jægergårdsgade og gik ad M.P. Bruuns Gade i retning mod havnen.
Ifølge den forsvundne mands søster skulle han været gået hjem til hende, da han for tiden bor i hendes lejlighed på Aarhus Ø.
Når Peter plejer at gå hjem fra sit arbejde på en restaurant i Jægergårdsgade, er han gået via Banegården og langs Strøget (Ryesgade, Søndergade) og Mejlgade og via kystpromenaden til Grete Løchtes Gade på Aarhus Ø.
Det kan dog også være muligheder, at han fra Banegården er gået via Ny Banegårdsgade, Fredensgade eller Sønder Allé og mod havneområdet.
Politiets efterforskning har afdækket, at Peters telefon er gået på en mast ved Grete Løchtes Gade på Aarhus Ø omkring klokken 03.00 natten til søndag.
Sådan beskrives Peter
Den savnede beskrives som 29 år, cirka 180 centimeter høj, kraftig af bygning, kort brunligt hår, kort brunt/rødligt fuldskæg og sorte biller
Han var iført en stor, sort vinterjakke, mørke cowboybukser og bar på en stor, tung rygsæk
Østjyllands Politi beder alle butiksejere på Strøget og omkringliggende gader tjekker eventuelle overvågningsvideoer igennem fra midnat og cirka tre timer frem natten mellem lørdag og søndag for at se, om Peter er gået forbi.
Har man set Peter natten til søndag, eller har man oplysninger om, hvor han kan befinde sig, så kan man kontakte Østjyllands Politi på telefon 114.