Politiet jagter bevæbnede røvere

Nordjyllands Politi er på jagt efter to bevæbnede røvere, der mandag aften begik et særdeles voldsomt røveri mod en Jem & Fix-butik i Nørresundby.

To bevæbnede røvere var særdeles voldsomme, da de ved lukketid mandag røvede en Jem & Fix-butik i Nørresundby. De er endnu ikke pågrebet. Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Det er endnu ikke lykkedes Nordjyllands Politi at finde frem til de to bevæbnede røvere, der kort før lukketid mandag aften begik et voldsomt røveri mod Jem & Fix i Nørresundby. Det oplyser vagtchef Bruno Brix tirsdag morgen til Newsbreak.dk.

Røverne var bevæbnet med revolvere, der blev brugt til at true personalet i butikken. Begge røvere optrådte aldeles voldsomt, da den ene medarbejder – en ung – blev taget i halsgreb, mens den anden røver med sit våben truede en anden medarbejder til at åbne butikkens pengeskab.

Det er ikke oplyst, hvilket beløb røverne er sluppet af sted med, og de er som nævnt endnu ikke pågrebet.

– Nej, vi har ikke pågrebet dem, siger Bruno Brix til Newsbreak.dk.

Spor sikret

Kort efter røveriet, flygtede de to mænd i en stjålen bil, og den blev senere fundet i brand på Halsvej i Vodskov nordøst for Nørresundby. I løbet af aftenen og natten har politiets efterforskere arbejdet med at sikre spor i bilen. Det er ifølge vagtchefen lykkedes – branden til trods. Der er tale om en hvid Toyota Corolla Verso med registreringsnummeret AL 24376.

– Jeg ved ikke, hvor mange spor, der er fundet, men der er sikret spor, siger han.

Politiets oplysninger fortæller også, at medarbejdere trods rystelsen har det udmærket.

Gerningsmænd efterlyses

Efter røveriet udsendte Nordjyllands Politi følgende signalement af de to røvere, og politiet hører gerne fra vidner – eller folk der kender til de to røvere.

De eftersøgte er to mænd, den ene talte dansk, den anden gjorde formodentlig ikke.

Den ene beskrives som mand, cirka 20 år gammel, tynd af kropsbygning, omtrent 180 centimeter høj og med mørkt hår. Han var under røveriet iklædt en sort hættetrøje og mørkeblå træningsbukser af mærket Hummel.

Den anden mand er også omkring 20 år gammel og tynd. Han var mellem 190 og 195 centimeter høj. Han var iklædt en hvid hættetrøje med blå skrift på ryggen og sorte joggingbukser.

Nordjyllands Politi kan kontaktes på telefonnummer 114.

Powered by Labrador CMS