Haj mishandler mand til døde
Surfere kæmpede for hans liv
En yngre mand har søndag mistet livet i et hajangreb i vandet ud for stranden Emerald Beach nær byen Coffs Harbour nord for Sydney i Australien.
Manden blev maltrakteret af hajen trods et forsøg fra "utroligt modige" surfere og forbipasserende på at hjælpe ham.
Det oplyser lokale myndigheder søndag.
Var meget modige
Manden menes at være i 20'erne.
Redningsarbejdere og lægepersonale i helikopter skyndte sig ud til stedet kort før klokken 11.00 lokal tid efter at have modtaget et alarmopkald.
Chris Wilson, som er leder af ambulancetjenesten i delstaten New South Wales, hvor Coffs Harbour ligger, fortæller, at surfere og andre havde forsøgt at komme manden til undsætning, inden ambulanceredderne ankom til stedet.
- De var utrolig modige i en meget vanskelig situation, siger han.
Frygtelig oplevelse
- Det var en frygtelig oplevelse for alle på stranden i morges, tilføjer han.
Chris Wilson fortæller videre, at hajen påførte manden livstruende skader i armen. Trods den massive indsats fra de tilstedeværende og ambulanceredderne lykkedes det ikke at genoplive manden.