Haakon bryder tavsheden
Den norske kronprins Haakon siger, det er alvorlige anklager, hans stedsøn Marius står over for nu
Den norske kronprins Haakon er ked af, at han ikke er hjemme ved sin hustru, kronprinsesse Mette-Marit, efter at kronprinsessens søn er blevet sigtet for voldtægt.
Det siger kronprinsen til NRK, som har snakket med ham i Jamaica, hvor han er på et officielt besøg.
- Jeg ville gerne have været hjemme hos Mette i dag. Jeg savner hende, siger han.
Marius anholdt
Marius Borg Høiby, der er søn af Norges kronprinsesse Mette-Marit, er tirsdag blevet anholdt og sigtet for voldtægt.
Ifølge sigtelsen har 27-årige Marius Borg Høiby haft seksuel omgang med en person, der var bevidstløs eller af andre årsager ikke kunne gøre modstand.
Det er alvorligt
Der er ifølge politiet tale om et andet seksuelt forhold end samleje, men det betragtes altså som voldtægt.
Kronprins Haakon siger til NRK, at situationen påvirker alle omkring Høiby.
- Det er alvorlige sigtelser, som Marius nu står over for. I dag tænker vi selvfølgelig på alle de berørte, siger han.