Gymnasieelever hørte skud fra drab
To gange med få dages mellemrum i 2020 blev drab forberedt, hævder anklager. Gerningsmand er ikke fundet
Mange elever på Nørre Gymnasium i Brønshøj blev en dag for mere end fire år siden alarmeret.
De hørte høje brag. Det var lyden af et drab i en konflikt mellem to bander, mener anklagemyndigheden.
Hos en frisør på Mørkhøjvej blev en mand ramt af tre skud. Han blev kun 20 år.
Anklagemyndigheden har besluttet at stille tre mænd til regnskab i forbindelse med sagen, der fredag indledes ved Retten på Frederiksberg. Mændene nægter sig skyldige.
Den ene af de tiltalte er en 30-årig mand, der menes at have været en ledende figur i NNV-gruppen.
Han anklages for at have arrangeret drabet den 29. september 2020 og for også at have trukket i trådene, da der fem dage forinden blev sendt to unge af sted for at begå et attentat, hvilket dog mislykkedes.
Planer om at 'nakke' en person
Faktisk formede han planen allerede om foråret, hævder anklagemyndigheden.
På en krypteret tjeneste skrev han under profilnavnet "Uglyhammer" om at "nakke" en person i Salon Ørn.
En række detaljer er med i anklageskriftet. Om grundig rekognoscering. Om et natligt møde i Ingefærhaven i Herlev, hvor planerne om attentatet blev fastlagt. Om hvordan de to yngre mænd natten til 24. september blev kørt hen til en lejlighed, inden de få timer senere på en stjålet scooter skulle køre ud for at slå ihjel.
De to, der ifølge anklagemyndighedens påstand befandt sig på scooteren, er ligeledes tiltalt.
Den ene, en 25-årig mand, var også med ved det næste forsøg den 29. september, hævdes det.
Blev til blodig virkelighed
Her blev forberedelserne klokken 12.50 til blodig virkelighed.
Denne gang var det en VW Passat, der bragte gerningsmanden tæt på frisørsalonen, som han nærmede sig blandt andet iført mundbind som maskering. Offeret blev ramt tre gange.
Den mand, der på nært hold affyrede pistolen, har politiet dog ikke kunnet identificere, fremgår det af anklageskriftet.
En række vidner
Under sagen skal der føres en række vidner og læses højt fra krypteret kommunikation.
Desuden vil anklagemyndigheden forsøge at føre bevis for, at forbrydelserne blev begået som led i en konflikt mellem NNV-gruppen og en gruppe fra Tingbjerg.
Hvis retten nikker til påstanden, kan straffen blive skærpet betydeligt. Dommen ventes afsagt til februar.