Gymnasieelev i dødsulykke: -Vi er i chok
Den 19-årige unge mand, der natten til tirsdag blev dræbt i en trafikulykke, gik i 3. g på gymnasiet i Grindsted
- Vi er alle i chok.
Sådan beskriver rektor på Grindsted Gymnasium & HF Gitte Vest Barkholt stemningen på skolen, efter det tirsdag morgen kom frem, at en af eleverne i løbet af natten var blevet dræbt i en trafikulykke.
Gitte Vest Barkholt blev informeret af familien til den afdøde elev tirsdag morgen.
Her efter satte hun straks gang i de procedurer, der ligger klar, hvis tragedien skulle ramme.
Fjerde gang
- Jeg ved, at det er vigtigt, at vi følger procedurerne, når sådan noget sker. Jeg har prøvet det tre gange tidligere, siden jeg blev ansat her på skolen i 2008. Man håber, at det aldrig sker. For det er helt uvirkeligt og forfærdeligt, siger en tydeligt berørt rektor til Newsbreak.dk.
Og Gitte Vest Barkholt er langt fra den eneste, der er ramt lige i hjertet af den 19-årige unge mands død.
Der ligger en tung dyne af stilhed over gangene rundt om på gymnasiet, da Newsbreak.dk kommer forbi.
Eleverne står i små gruppe rundt omkring med opgivende miner og tårer, der render ned ad kinderne.
Alle samlet
Gitte Vest Barkholt har, siden den tragiske nyhed om den 19-åriges død, haft travlt med at informere lærere, de ansatte, eleverne og specielt de elever, der gik i den 19-årige unge mands klasse.
- Og så har vi samlet alle elever og ansatte til et fællesmøde, hvor jeg talte lidt om det urimelige i, at et ungt menneske går bort. Herefter holdt vi et minuts stilhed, forklarer rektoren, der har opfordret sine elever til at tale med hinanden:
- Vi har sørget for, at der er the, kaffe og kakao i kantinen og åbnet op på de fællesarealer, der ellers er corona-lukkede. Det er vigtigt, at eleverne får talt sammen om det, der er sket. Og at de ikke bare går hjem, hvor de måske sidder alene.