Gylden chance for Skat
Skattestyrelsen skal føre en række prøvesager i sagen om udbytteskat for at se, om de kan holdes i USA
Skattestyrelsen har fået tilkendt muligheden for at føre en række prøvesager mod en række bagmænd i sagen om udbytteskat for at finde ud af, om sagerne kan føres ved en amerikansk domstol.
Det skriver Politiken.
Ifølge avisen er der i USA en lov, der siger, at amerikanske domstole ikke må bruges til at inddrive andre landes skatter.
Derfor skal Skattestyrelsen bevise, at sagen om udbytteskat ikke drejer sig om skatter, men om bedrageri.
Personerne bag udbyttesvindlen udnyttede et hul i det danske system.
De indberettede forfalskede papirer, som skulle dokumentere, at de havde betalt skat for et aktieudbytte.
Skat skal føre bevis
Aktierne fandtes imidlertid slet ikke, og derfor havde bagmændene ikke ret til at få refunderet skatten på udbyttet - for skatten var aldrig blevet betalt.
Skattestyrelsen skal nu forsøge at bevise for en amerikansk domstol, at aktierne aldrig har eksisteret.
Ifølge Politiken har sagens dommer - Lewis A. Kaplan - tidligere givet udtryk for, at Skattestyrelsen kan få lov til at gennemføre sagen ved den amerikanske domstol, hvis den kan bevise, at der ikke var rigtige aktier involveret i sagen.
Det samlede tab i udbyttesagen er opgjort til 12,7 milliarder kroner.
Som led i efterspillet har Skattestyrelsen anlagt en række sager med krav om erstatning mod 545 personer og selskaber i seks lande.
Indgik forlig i 2019
I 2019 indgik 61 involverede amerikanske pensionsplaner et forlig om at betale 1,6 milliarder kroner.
I en del af sagskomplekset, som afvikles i England, har Skattestyrelsen i foråret lidt et markant nederlag. En dommer i London afviste kravene mod 108 sagsøgte personer og selskaber.
Dette juridiske slag er dog ikke ført til ende.
Desuden fører anklagemyndigheden i Bagmandspolitiet flere straffesager om udbytteskat. I to sager er der rejst tiltale.