Gør uhyggeligt fund på computer i Emilie Meng-sagen
På computer tilhørende 33-årig tiltalt for drabet på Emilie Meng er der fundet fotos af drukning og dødsporno
Den mand, som er tiltalt for grove forbrydelser, herunder et drab, mod tre teenagepiger, så hård porno. Og han så meget af det.
Men på hans computer er der også fundet fotomapper, der med engelske betegnelser var navngivet blandt andet "drukning" og "hængning".
Det er kommet frem fredag i Retten i Næstved.
I alt er der fundet 736.554 billeder på den tiltaltes HP-computer. Rigtig mange af dem havde seksuelt indhold.
- Det havde de stort set alle, siger en politiassistent fra NSK, som over mange måneder sidste år havde til opgave at gennemgå udlæsningen af materialet på computeren.
Der var også billeder af dødsporno.
'Fremstår døde'
Det har ikke været muligt for politiassistenten at fastslå, om kvinderne på billedmaterialet rent faktisk bliver slået ihjel eller allerede er døde, men specialanklager Susanne Bluhm beskriver flere gange, at de ofte nøgne kvinder "fremstår døde".
Der blev også fundet 3534 billeder, som politiet mener, viser overgreb på børn.
Den tiltalte har tidligere under retssagen nægtet sig skyldig i besiddelse af børneporno.
Han har forklaret, at han hentede store filer med pornografisk materiale på sin computer, og at hvis han faldt over noget med børn, slettede han det.
Flere har været slettet
I fredagens gennemgang står det også klart, at flere af billederne har været slettet. Det gælder eksempelvis nogle billeder af kvinder, der er hængt.
Den 33-årige mand på anklagebænken er tiltalt for at have bortført, voldtaget og forsøgt at dræbe en 13-årig pige i 2023. Her erkender han noget, men han nægter, at der var tale om voldtægter, og at han ville slå pigen ihjel.
Han er også tiltalt for at have forsøgt at bortføre og voldtage en 15-årig efterskoleelev i Sorø i 2022 samt at have bortført, voldtaget og dræbt 17-årige Emilie Meng, som forsvandt fra Korsør Station i 2016.
Begge dele nægter han sig skyldig i. Der ventes dom den 28. juni.