Gik til angreb med kødøkse
Både økse og kosteskaft blev taget i brug under blodigt overfald
Retten i Kolding idømte mandag to mænd på 30 år for et overfald på en nu 33-årig mand fra Vejle den 14. marts 2022.
Den ene blev idømt 6 år for drabsforsøg, den anden blev idømt 1 år og 9 måneder for grov vold i gentagelsestilfælde.
Amok med kødøkse
Under retssagen kom det frem, at baggrunden for overfaldet var, at de to gerningsmænd troede, at ofret tidligere på dagen sammen med en bekendt, havde anmeldt den ene af dem for tyveri.
Overfaldet blev begået med slag fra en kødøkse og et kosteskaft samt med knytnæver, spark og kvælertag, hvorved det 33-årige offer blandt andet pådrog sig kraniebrud.
Uden for livsfare
Sydøstjyllands Politi fik mandag den 14. marts 2022 anmeldelsen om et overfald begået i en lejlighed på Nørretorv i Vejle. En dengang 32-årig mand var kommet til skade som følge af overfaldet, men han var uden for livsfare.
Efterforskningen ledte hurtigt til de to nu dømte gerningsmænd.
Den ene blev anholdt om aftenen og den anden om morgenen dagen efter. De blev den 15. marts 2022 under et lukket grundlovsforhør begge varetægtsfængslet.
Kendte hinanden
De to gerningsmænd og ofret kendte hinanden i forvejen.
Den dømte for drabsforsøg ankede dommen. Den anden modtog dommen.