Gik helt galt da bartender ville smide gæst ud
Begge fængslet efter voldsomt slagsmål
Det udviklede sig særdeles voldsomt, da en bartender på et værtshus på Amager tirsdag aften ville smide en gæst ud.
Det fremgår af sigtelserne mod de to mænd i 40'erne, som onsdag blev fremstillet i grundlovsforhør in absentia og fængslet i 27 dage.
Gæsten, en 49-årig mand, trak en kniv og stak bartenderen, en 47-årig mand, to gange i brystet og én gang i ryggen.
Slog med en stol
Efterfølgende tog bartenderen en stol og slog den 49-årige.
Uden for værtshuset blev den 49-årige igen slået med stolen, ligesom bartenderen trampede på den 49-årige og slog ham i hovedet med knyttet hånd, blandt andet mens den 49-årige var bevidstløs.
Begge mænd blev indlagt efter sammenstødet. Af samme grund kunne de ikke være til stede onsdag i Dommervagten i Københavns Byret.
Nægter sig skyldige
De nægter sig begge skyldige i sigtelserne mod dem om at have begået vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter.
Af sigtelsen mod den 49-årige fremgår det, at han tidligere er straffet for at have begået vold.