Gik amok og hoppede i havnen
Manden angreb politibetjente
En bizar politiaktion udspillede sig i Hirtshals natten til fredag, hvor en mand gik helt amok.
Han angreb politibetjente, stak derefter af og endte med at hoppe i havnen.
Det skriver Nordjyske.
Smadrede biler
Klokken 02.10 fik politiet en anmeldelse om, at manden stod og råbte og skreg og begik hærværk mod nogle parkerede biler.
Da patruljen nåede frem, gik manden til angreb på betjentene, hvorefter han stak af. Dernæst hoppede han i havnen.
- Han svømmer så langt ud, at betjentene ikke kan nå ham, men de kan stadig se ham, når de lyser på ham. Så det ender med, at vi må rekvirere assistance fra redningsbåden for at få ham hevet på land, siger Thomas Ottesen fra Nordjyllands Politi til Nordjyske.
På sygehuset for at få varmen
Da den aggressive mand var fisket op af vandet, blev han anholdt.
Den anholdte tilbragte fredag morgen på sygehuset i Aalborg, hvor han fik varmen efter 20 minutter i det efterårskolde vand og blev undersøgt af en læge.
Senere fredag skal politiets jurister tage stilling til, om man vil fremstille den anholdte i et grundlovsforhør.