Gigant-bølge dræber krydstogtpassager

En dræbt og fire kvæstede ved ulykke ud for Argentinas kyst

Offentliggjort Sidst opdateret

Én passager er dræbt og fire kvæstet, efter at en gigantisk bølge bankede ind i det norske krydstogtskib Viking Polaris i argentinsk farvand.

Ulykken skete onsdag.

Skibet sejlede i stormvejr sent om aftenen syd for Kap Horn, da ulykken indtraf.

Bølgen smadrede en række glaspaneler oppe i højden på krydstogtskibet, og det er sandsynligvis i den forbindelse, at passagererne blev dræbt og kvæstet.

Som et højhus

Et ægtepar beskriver situationen, da bølgen ramte.

- Det var en bølge der var på størrelse med et højhus på fire etager. Det føltes, som om vi ramte et isbjerg, men der var ingen isbjerge, der hvor vi sejlede, siger Suzie Gooding til wral.com.

Skibet sejlede 3.200 kilometer syd for Argentinas hovedstad Buenos Aires, da ulykken indtraf.

- Det er med stor sorg, at vi kan bekræfte, at en af vores gæster er død i ulykken. Vi har underrettet vedkommendes pårørende og deler deres sorg, siger rederiet Viking i en udtalelse, hvor de ikke røber køn eller nationalitet på den dræbte.

Viking Polaris blev ramt af en kæmpe bølge, der dræbte en passager og kvæstede fire andre.
Viking Polaris blev ramt af en kæmpe bølge, der dræbte en passager og kvæstede fire andre.
Powered by Labrador CMS