Går amok på dørmand

Stak dørmanden en knytnæve i ansigtet

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er blandt andet et overfald på en dørmand i Aarhus, som har ført til, at en ung mand er idømt fængsel og langt nattelivsforbud.

Det oplyser Østjyllands Politirapport i en pressemeddelelse.

Overfaldet fandt sted ved et værtshus på Aboulevarden natten til den 13. april, hvor den 22-årige slog dørmanden i hovedet med et knytnæveslag og efterfølgende truede flere gange med at slå ham ihjel. 

Truede med kniv

Da politiet kom frem, havde flere dørmænd tilbageholdt den 22-årige, der blev anholdt og sigtet.

En måned tidligere var den unge mand såmænd også blevet anholdt, efter han på gaden i Aarhus havde truet to andre mænd med en kniv.

I detentionen slog han tilmed ud efter en betjent og råbte til en anden, at han ville slå ham ihjel.

Tidligere dømt

Den 22-årige mand blev dømt i Retten i Aarhus for flere forhold. Manden har en række tidligere domme bag sig, og det fik betydning for dommen.

Den 22-årige har fået en fængselsstraf på et år og en måned samt et halvandet års langt nattelivsforbud.

Han erkendte nogle af forholdene men nægtede andre. Han udbad sig betænkningstid i forhold til at anke dommen.

Den 22-årige mand er blevet idømt fængselsstraf og har fået nattelivsforbud.
Den 22-årige mand er blevet idømt fængselsstraf og har fået nattelivsforbud.

HVAD BETYDER NATTELIVSFORBUD?

Den 22-årige mand må ikke opholde sig på barer eller i nattelivszoner. 

Nattelivsforbuddet betyder, at den 22-årige efter afsonet straf ikke må opholde sig på beværtninger mellem klokken 24.00 og klokken 05.00. 

Forbuddet gælder hele landet. 

Risikerer stor bøde og fængselsstraf

I samme tidsrum må den 22-årige ikke opholde sig i de nattelivszoner, som politikredsene har indført.

I Østjyllands politikreds betyder det, at manden for eksempel ikke må opholde sig på Storegade i Randers eller i et større område i Aarhus Midtby.

Overtræder han forbuddet koster det i første omgang en bøde på 10.000 kroner – sker det anden gang risikerer han en fængselsstraf på 30 dage.

Kilde: Østjyllands Politi
Powered by Labrador CMS