Fundet på fortov: Politiet melder ud om drab
Politiet har anholdt en mand i forbindelse med drabet på Hans Tavsens Gade tidligere i år
Københavns Politi anholdt torsdag endnu en mand for at have medvirket til drabet på en syrisk mand på Hans Tavsens Gade den 7. september.
Det oplyser politiet fredag i en pressemeddelelse, og vicepolitiinspektør Bjarke Dalsgaard, fortæller til Ritzau, at den 24-årige mand blev anholdt torsdag morgen på sit arbejde "uden dramatik".
- Han bliver fremstillet senere i dag, siger Bjarke Dalsgaard.
Den 24-årige mand "vendes" kort fredag morgen for en dommer i Københavns Byret for at overholde fristen på 24 timer fra anholdelse, men selve grundlovsforhøret ventes først at foregå efter middag.
En 21-årig mand sidder i forvejen varetægtsfængslet i sagen. Han blev anholdt blot et døgn efter drabet, der fandt sted den 7. oktober om aftenen.
Den unge, syriske mand, der blev dræbt, blev påført flere knivstik, og han afgik efterfølgende ved døden.
Fundet af forbipasserende
En forbipasserende fandt den syriske mand liggende i kritisk tilstand på fortovet.
Hans liv stod dog ikke til at redde.
Bjarke Dalsgaard fortæller, at politiet endnu ikke kender motivet til drabet, men at det ser nogle indikationer på, at der har været en forudgående kontakt mellem de to sigtede og den dræbte.
Han mener altså ikke, at der er tale om et umotiveret drab.
Vicepolitiinspektøren fortæller, at både den 21-årige og 24-årige er sigtet for drabet. Men hvem der præcist har gjort hvad, kan han endnu ikke svare på.
- Vi kender ikke deres præcise rolle i det, siger Bjarke Dalsgaard.