Fundet på fortov: Nu er han død
Onsdag formiddag står politiet uden anholdte og uden klar teori om motiv til knivdrab på Nørrebro
Det er en 26-årig syrisk mand, som tirsdag aften blev stukket ned på Hans Tavsens Gade på Nørrebro i København.
Den unge mand er afgået ved døden, og politiet leder onsdag formiddag fortsat efter en gerningsmand. Det fortæller vicepolitiinspektør Bjarke Dalsgaard fra Københavns Politi.
Politiet har ikke nogen klar teori om et motiv.
- Vi efterforsker bredt. Vi kan ikke udelukke noget. Vi har ikke særlige indikationer på, at det skal være banderelateret eller i øvrigt nogle andre kendte motiver, siger Bjarke Dalsgaard.
Har udsendt signalement
Politiet har udsendt et signalement af den dræbte og håber, at vidner har set knivstikkeriet eller set noget i området ved Hans Tavsens Gade i timerne op til.
- Vi søger selvfølgelig folk, der har set eller hørt en konflikt af en art - måske set forurettede derude, siger Dalsgaard.
Politiet beskriver den dræbte som næsten skaldet og med sort fuldskæg. Han var iført blå jeans, sort t-shirt med Levis-logo, sorte Nike-sneakers med hvide såler, og han havde en guldkæde om halsen.
Politiet fik anmeldelsen om knivstikkeriet klokken 22.58.
- En forbipasserende ser ham ligge på fortovet, siger Bjarke Dalsgaard.
Kunne ikke reddes
Det blev konstateret, at den 26-årige mand var i kritisk tilstand.
Han blev efterfølgende sendt til behandling på hospitalet, hvor hans liv ikke stod til at redde.
Onsdag formiddag har politiet fortsat ikke fået fat i pårørende til den 26-årige, der er fra Syrien, men bor i Danmark.
Politiet kan kontaktes på telefon 114, hvis man har oplysninger i sagen.