Fundet livløs i bassin
Manden ligger i respirator
En 41-årig mand er i kritisk tilstand, efter at han onsdag eftermiddag blev fundet livløs i et bassin på Hotel Viking i Sæby.
Det skriver TV2 Nord.
Manden ligger i respirator, oplyser Nordjyllands Politi til mediet.
Hverken politiet eller hotellet kan oplyse, hvordan episoden kunne ske.
På kursus
Manden var på hotellet i forbindelse med et kursus på stedet, fortæller Hotel Vikings direktør, Brian Fabricius, til mediet.
Fordi manden var på hotellet i forbindelse med et kursus med sin arbejdsplads, kigger Arbejdstilsynet også nærmere på ulykken.
En krisepsykolog har onsdag aften været på stedet og tilbudt hjælp til personale og gæster, skriver TV2 Nord.
Psykologen er torsdag stadig på hotellet.
Intet kriminelt
Vagtchef hos Nordjyllands Politi René Kortegaard fortæller, at intet tyder på, at der ligger noget kriminelt bag episoden.
- Vi har været deroppe, men det er ikke en politisag.
- Han blev fundet i vandet, hvorefter man får ham op, og man får liv i ham igen. Men han er indlagt i kritisk tilstand, siger René Kortegaard.
Newsbreak følger sagen...