Fundet kvalt i park: Anholdt i fængslet
Det er den tredje, der er anholdt i sagen
Opdatering klokken 14.26: Den 26-årige mand blev varetægtsfængslet til den 28. juni. Han kærede ikke kendelsen til landsretten.
Østjyllands Politi anholdt mandag formiddag en 26-årig mand, der sigtes for drabet på en 34-årig mand i Rådhusparken i Aarhus den 9. december 2021.
Den 26-årige mand blev mandag formiddag anholdt i et fængsel, hvor han i øjeblikket afsoner en dom afsagt i en anden sag.
Den 26-årige mand er den tredje, der har været anholdt i drabssagen. De to øvrige sigtede i sagen, en nu 25-årig mand og en 58-årig mand, har tidligere begge været varetægtsfængslet, men blev den 17. januar løsladt igen.
De er dog begge fortsat sigtet i sagen.
- Det har været et svært miljø at efterforske i, men vi har i de seneste måneder fortsat vores massive efterforskning, og det har nu ført til, at vi har anholdt og sigtet en tredje mand i sagen. Han bliver tirsdag fremstillet i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling, siger politiinspektør Brian Voss Olsen.
Fremstilles i grundlovsforhør
Den 26-årige mand bliver fremstillet i grundlovsforhør tirsdag klokken 10.30 ved Retten i Aarhus. Anklagemyndigheden vil anmode om dørlukning i sagen, hvorfor der ikke kan oplyses yderligere.