Fuld vanvidsbilist kræves fængslet efter to ulykker
En mand, der natten til søndag alkoholpåvirket var involveret i to ulykker, fremstilles i grundlovsforhør
En 30-årig mand, der natten til søndag var involveret i to ulykker i Aarhus, fremstilles søndag klokken 12.00 i et grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.
Det oplyser Østjyllands Politi i politikredsens døgnrapport.
Manden er sigtet for vanvidskørsel, skriver politiet.
I døgnrapporten oplyses det, at politiet modtog et opkald omkring klokken 03.00 om et uheld i krydset mellem Paludan Müllers Vej og Hasle Ringvej i Aarhus.
Her blev det oplyst, at en personbil havde påkørt to cyklister, og personbilen var efterfølgende kørt fra stedet.
I kritisk tilstand
En kvindelig cyklist pådrog sig alvorlige kvæstelser og er søndag fortsat i kritisk tilstand.
Mens 23-årig mandlig cyklist ligeledes var blevet ramt af personbilen, men kun var lettere tilskadekommen.
Begge blev bragt til Skejby Sygehus.
Påkørte lyssignal
Ikke længe efter modtog politiet endnu et opkald.
Her forlød det, at en personbil havde påkørt et lyssignal ikke så langt fra det andet gerningssted.
- En politipatrulje blev sendt til stedet, og det kunne hurtigt konstateres, at føreren af personbilen var påvirket af alkohol, står der i døgnrapporten.
Samme fører
Politiet kunne efterfølgende fastlægge, at det var samme fører, der havde været involveret i begge ulykker.
- Grundet det forestående grundlovsforhør har Østjyllands Politi ikke yderligere kommentarer til sagen på nuværende tidspunkt, lyder det.
Når en mistænkt fremstilles i grundlovsforhør, sker det med henblik på varetægtsfængsling.