Fuld kvinde stoppet i gammel spand
Havde fået en tår over tørsten
Betjente fra Midt- og Vestsjællands Politi rykkede tirsdag eftermiddag klokken 15.30 ud til en anmeldelse om en fuld kvinde i Greve syd for København.
Den 70-årige kvinde, der allerede var godt beruset, havde været inde i en forretning og købe øl.
Politiet blev kontaktet, da kvinden var ved at bære de indkøbte øl ud til sin bil.
Stoppet
Kvinden havde forladt forretningens parkeringsplads, da betjentene nåede frem.
De fik hende dog lokaliseret til Lilleholm og stoppet hende kort efter, hvor hun sad bag rattet i bilen.
Hun blæste promillen op på et godt stykke over det tilladte og blev efterfølgende medtaget til udtagning af blodprøve.
Hendes bil var desuden i så elendig en forfatning, at den formentligt skal indkaldes til syn, skriver vagtchefen i døgnrapporten.