Fotovogn blitzede løs
På en Fælledvej i Slagelse må man kun køre 30 kilometer i timen. I fotokontrol blev en bilist målt til 71
Mere end hver tredje kørte for hurtigt, da en af politiets vogne onsdag morgen målte farten hos bilister på Fælledvej i Slagelse.
Her er hastigheden nedsat til 30 kilometer i timen.
I alt kørte 285 forbi målevognen, og 100 trafikanter kan nu se frem til en hilsen fra politiet.
- I alt 100 trafikanter får om kort tid en hilsen fra politiets halvdyre fotograf, skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i sin døgnrapport.
Susede forbi
En enkelt susede forbi fotovognen med hele 71 kilometer i timen. Det er en overskridelse på mere end 100 procent, og dermed får den pågældende frataget kørekortet.
Samtidig har otte kørt så hurtigt, at de står til en betinget frakendelse af førerretten.
41 kørte 30 procent for hurtigt, hvilket ud over bøden giver et klip i kortet. Det er altså mere end hver tiende, som passerede fotovognen, som nu får et klip.
Fotovognen stod på Fælledvej onsdag mellem klokken 05.48 og 11.30. Det var en bestilt færdselskontrol.