Fortsat kritisk efter knivstikkeri
To personer blev søndag anholdt i forbindelse med et knivstikkeri i Vejle. En mand er fortsat sigtet i sagen
En 22-årig mand blev natten til søndag fundet såret af knivstik i Vedelsgade i Vejle.
I den forbindelse måtte flere personer yde førstehjælp.
Det oplyste Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse søndag formiddag.
Natten til mandag oplyser vagtchef Jesper Brian Jensen, at den forurettede er i kritisk, men stabil tilstand.
To anholdt
I forbindelse med efterforskningen blev to personer anholdt.
En 24-årig mand meldte sig selv som gerningsmand, lød det fra politiet i pressemeddelelsen. Derudover blev en 19-årig kvinde med tilknytning til gerningsstedet anholdt.
- Der er tale om en hændelse mellem tre personer, som kender hinanden. Vi arbejder fortsat på gerningsstedet og har for nuværende ikke yderligere kommentarer, skrev politiet.
Ingen af de to anholdte er blevet varetægtsfængslet i sagen, lød det i et tweet fra politikredsen søndag aften.
Kvinde løsladt
Anklagemyndigheden valgte at løslade den 19-årige kvinde, mens den 24-årige mand blev stillet for en dommer i et grundlovsforhør ved Retten i Kolding søndag eftermiddag.
Retten fandt det ikke godtgjort, at manden skulle varetægtsfængslet. Dog blev sigtelsen mod ham opretholdt.
Det oplyser vagtchef Jesper Brian Jensen natten til mandag. Han kender dog ikke den præcise sigtelse mod manden.
Sigtelse frafaldet
Tidligere søndag lød det fra politiet, at de to anholdte formentlig ville blive sigtet for drabsforsøg.
Ifølge Jesper Brian Jensen, er det kun sigtelsen mod den 24-årige mand, der er blevet opretholdt, mens sigtelsen mod den 19-årige kvinde er blevet frafaldet.