Forsvaret sendte kampfly på vingerne
Bombetrussel mod fly på vej til Københavns Lufthavn
Forsvaret sendte mandag aften to kampfly i luften i forbindelse med en trussel mod et fly på vej til Københavns Lufthavn.
Det oplyser Forsvarskommandoen i en mail til Ritzau.
- Forsvaret sendte i aftes to F-16 i luften i forbindelse med en trussel mod et civilt fly, der var på vej til Københavns Lufthavn.
- De to F-16-fly blev ved Københavns Lufthavn en periode, indtil passagererne var evakueret fra flyet, skriver Forsvaret, som derudover ikke har yderligere kommentarer.
Kort før klokken 22
Københavns Politi modtog en bombetrussel mod flyet kort før klokken 22 mandag aften.
Kort efter landede det i Københavns Lufthavn. Her blev det tømt for passagerer.
Tirsdag morgen var politiets undersøgelser færdige på stedet.
Her oplyste politiet til Ritzau, at der ikke var fundet sprængstoffer på flyet.