Formodet drabsmand anholdt i Nordirland

Sigtet for drab på 21-årig mand i Viby J.

Offentliggjort

Østjyllands Politi har i tæt samarbejde med de nordirske politimyndigheder i Belfast mandag anholdt en 31-årig mand og sigtet ham for drab i Viby J.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den 31-årige er mistænkt for den 8. marts 2022 at have dræbt en 21-årig mand i Viby J.

Natten til den 8. marts 2022 blev en 21-årig mand ramt af skud og slået ihjel, da han befandt sig i sin bil på Ringvej Syd i Viby J.

Har efterforsket intensivt

Østjyllands Politi har siden efterforsket sagen intensivt, hvilket gav resultat mandag formiddag.

- Vi glæder os over, at vi i dag er lykkedes med at få anholdt den mand, som vi mistænker for at stå bag drabet på den 21-årige mand, som på tragisk vis blev slået ihjel ved en ulykkelig tilfældighed for mere end to år siden i Viby J, siger vicepolitiinspektør Flemming Nørgaard fra Østjyllands Politis efterforskningsafdeling.

Tilfældigt offer

Den 21-årige mand, som blev slået ihjel, havde ingen relation til det kriminelle miljø eller til bandegrupperinger, og det stod hurtigt klart i politiets efterforskning af sagen, at han var et tilfældigt offer.

Den 31-årige mand, som i dag er blevet anholdt i det sydlige Belfast, vil senere på dagen blive stillet for en dommer i Nordirland med henblik på varetægtsfængsling inden en eventuel udlevering til Danmark kan blive effektueret.

Han har forud for sin anholdelse mandag i Nordirland været internationalt efterlyst af de danske myndigheder i forbindelse med Østjyllands Politis efterforskning af drabssagen fra Viby J.

Powered by Labrador CMS