Forbydes flere steder
Listen med afbrændingsforbud begynder at vokse
Listen af områder i Danmark med afbrændingsforbud begynder at vokse.
Tunø i Odder Kommune og hele Samsø Kommune bliver nemlig fra tirsdag morgen klokken 08.00 omfattet af afbrændingsforbud.
Det oplyser Østjyllands Brandvæsen i en pressemeddelelse.
Risikovurdering
- Forbuddet indføres ud fra en vurdering af tørkeindekset, vejrprognoser og en risikovurdering i forhold til det tilstedeværende beredskab, skriver brandvæsnet.
Hidtil har kun Bornholm haft afbrændingsforbud som følge af tørken.
Afbrændingsforbud
For at forebygge brand i perioder med tørke, eller såfremt et områdes beskaffenhed på anden vis udgør en øget brandrisiko, kan de enkelte kommuner (normalt brandvæsenet) indføre afbrændingsforbud m.v.. Det bidrager bl.a. til at forebygge naturbrande, som let kan opstå, hvis vegetationen er tør. Afbrændingsforbuddene er altid lokale forbud, og de kan enten dække hele kommunen eller dele af kommunen. Det er derfor vigtigt at orientere sig om, hvad der gælder lokalt. Du kan læse mere om afbrændingsforbud herunder:
- Hvis din kommune har indført et afbrændingsforbud, kan det udover afbrænding af bål, haveaffald, halm m.v. også omfatte generel brug af åben ild og herunder også brug af ukrudtsbrænder og rygning i naturen. Tjek din kommunes hjemmeside for mere information om, hvad afbrændingsforbuddet omfatter.
- Selvom der ikke er udstedt afbrændingsforbud, skal man naturligvis altid være forsigtig og bruge sin sunde fornuft. I øvrigt gælder de generelle regler og bestemmelser for afbrænding og brug af åben ild m.v.
- Der kan i nogle områder være permanente afbrændingsforbud
Kilde: Beredskabsstyrelsen