Forbereder mord med tegning
En 24-årig blev dræbt på grund af, hvor han kom fra
Den 24-årige David Gomoh blev dræbt af mindst ni knivstik - alt imens hans kæreste var i telefonen.
Nu er fire mænd dømt i sagen.
Det oplyser britiske Metropolitan Police.
De fire mænd havde 26. april bevæbnet sig med knive og tog fra et hotel i Stratford mod Canning Town i en stjålen bil med falske plader.
Ifølge politiet kun med det ene formål: At jagte en 'rival' fra Canning Town, som de fire bandemedlemmer så som fjendtligt territorium.
Jagter uskyldig
I en video optaget kort før mordet ses de fire - med våben i hænderne - jagte en mand ned ad gaden.
Det lykkedes ham af flygte fra gruppen.
En time senere gik det ud over den 24-årige David Gomoh.
David Gomoh taler i telefon med sin kæreste, der hører en mand spørge: "Hvor er du fra?"
Så overfalder gruppen David - og stikker ham mindst ni gange - mens hans kæreste stadig er i telefonen.
Også selve overfaldet bliver filmet.
Opereret på gaden
Efter at være stukket ned, lykkes det David at nå hjem, hvor han falder sammen.
Han bliver opereret midt på gaden, men dør på hospitalet.
Under efterforskning fandt politiet flere DNA-spor - blandt andet i den stjålne bil, der blev fundet kort derfra, der ledte dem til gruppens fire medlemmer.
De er mellem 17 og 23 år gamle.
Under ransagning af en af de nu dømtes hjem fandt politiet tegninger over drabet.
"Ikke bare adressen. Også tøjet, de bar, var på tegningerne", skriver Metropolitan Police, der derfor mener, at drabet var forberedt og overlagt.
- Det eneste, som ikke de ikke vidste på forhånd, var hvem offeret ville blive, siger politiinspektør Laurence Smith.
- Det er ikke noget, som nogen forældre bør opleve. Intet vil bringe David tilbage. Nu kan vi endelig begynde at sørge, sagde Davids mor, Marian, efter dommen.
De fire mænd modtager deres straf 17. september.