Stor bank skærer ned i antallet af ansatte

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Spareplanen i Jyske Bank er i første omgang ved at være på plads. Men på sigt skal der være færre i banken.

Jyske Bank er ved at have kørt sin spareplan med fyringer i hus. Ved udgangen af tredje kvartal lå antallet af ansatte på 4289 – og det er 155 færre, end da sparerunden blev meldt ud efter fusionen med BRFkredit.

Det fremgår af bankens regnskab for årets første ni måneder.

I sommer lød det fra banken, at 177 fuldtidsstillinger skulle skæres væk. 92 blev fyret – mens resten af stillingerne skulle findes ved naturlig afgang og interne rokeringer i koncernen.

– Der sigtes mod at nedbringe antallet af fuldtidsansatte til cirka 4000 over de kommende år, hvis konjunktursituationen udvikler sig som forventet, skriver Jyske Bank i regnskabet.

Og det er både den samfundsøkonomiske udvikling og opkøb af dele af Spar Lolland samt en fusion med BRFkredit, der er årsag til, at der kan skæres i antallet af ansatte.

Jyske Bank meldte allerede søndag ud, at banken for årets første ni måneder har landet et resultat før skat på 3,4 milliarder kroner mod 1,7 milliarder kroner i samme periode i 2013.

Dele af regnskabet blev sendt til fondsbørsen, da EU søndag offentliggjorde den såkaldte stresstest af en lang række banker – herunder Jyske Bank, der klarede testen.

Selv om Jyske Bank kommer ud med et pænt overskud, er banken blevet berørt af handelskrisen med Rusland, som i årets tredje kvartal er med til at øge nedskrivningerne på udlån.

I kvartalet har Jyske Bank foretaget nedskrivninger for 1,2 milliarder kroner, hvilket er næsten dobbelt så meget som i de første ni måneder af 2013. Det er blandt andet krisen i forhold til den russiske handel, som har påvirket i årets tredje kvartal.

Og ifølge bankens ordførende direktør Anders Dam, er banken begyndt at tage højde for, at især landbruget risikerer at blive ramt, hvis krisen og handelssanktionerne med Rusland varer ved.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS