Folk flytter festerne hjem
Københavns Politi har oplevet flere anmeldelser om "musik til ulempe". Folk trækker sig fra bylivet
Der er lukket for udskænkning på beværtninger efter klokken 22.
Det har fået flere til at flytte festerne hjem.
Politiet er begyndt at få flere anmeldelser om støjende fester i private hjem efter meddelelsen om de nye restriktioner.
Det oplyser Københavns Politi.
- Bylivet har været meget stille, siger vagtchef Dyre Sønnicksen natten til lørdag. Mange borgere har tilsyneladende taget forskud på restriktionerne.
Men samtidig har tilbagetrækningen givet sig udslag i mere generende larm fra private fester.
- Vi har fået en del anmeldelser om musik til ulempe, siger vagtchefen.
- Mange af sagerne har vi kunnet håndtere telefonisk, og folk har skruet ned, siger han.
I andre tilfælde - seks gange - kørte politiet ud til den adresse, som andre havde klaget over.
- Alle har fulgt vores anmodninger til punkt og prikke, siger vagtchef Dyre Sønnicksen.