Flygter fra politiet efter biljagt

To mænd, der formodes at have relation til en voldssag fra Nordsjælland, er flygtet fra en bil ved Solrød

Offentliggjort Sidst opdateret

Tidligt mandag morgen har Midt- og Vestsjællands Politi haft en eftersættelse af en bil, der forulykkede ved en motorvejsafkørsel ved Solrød.

Efterfølgende er personerne i bilen stukket af.

Det oplyser Asger Bechstrøm, der er vagtchef i Midt- og Vestsjællands Politi.

Det er et ukendt antal personer, der er stukket af fra bilen, men Midt- og Vestsjællands og Nordsjællands Politi formoder, at to af dem er nogle mænd, der har relation til en voldssag, der fandt sted lørdag i Frederikssund.

Prøvede at spærre

Asger Bechstrøm fortæller, at bilen først blev observeret i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politikreds.

- De kører op gennem vores kreds. Vi har prøvet at spærre motorvejsafkørslerne af og lægge os fordelagtigt.

- Vi har haft en vogn til at køre efter dem, men de havde rigtig meget fart på, og så er de forulykket på frakørslen, siger vagtchefen fra Midt- og Vestsjælland.

Stukket af

Da politiet er fremme ved ulykkesstedet, er der et ukendt antal personer, der er stukket af fra bilen, fortæller han.

Midt- og Vestsjællands Politi har nu både patruljer og hunde til at lede efter dem.

Relation til voldssag

Voldssagen fra Frederikssund fandt sted lørdag eftermiddag.

Her kom to grupperinger op at slås, fortæller Jakob Tofte, der er vagtchef i Nordsjællands Politi.

Først anholdt politiet nogle personer, der efterfølgende viste sig formodentlig at være ofre frem for gerningsmænd.

Efterfølgende har politiet ledt efter fire personer.

To er anholdt

To af dem er anholdt, og de to resterende formodes at have været i den bil, der er forulykket ved afkørslen til Solrød.

De mænd, der var involveret i slagsmålet i Frederikssund er i 20'erne, og de er kendte af politiet.

Vagtchefen i Nordsjællands Politi kan hverken be- eller afkræfte, om de har relation til bandemiljøet.

MIDT- OG VESTSJÆLLANDS POLITI

Midt- og Vestsjællands Politi dækker Greve, Holbæk, Kalundborg, Køge, Lejre, Odsherred, Ringsted, Roskilde, Solrød og Stevns kommuner.

Politikredsen har et samlet indbyggertal på ca. 440.000 borgere og strækker sig over et areal på ca. 3.000 km2 fra Stevns i syd og til Sjællands Odde i nord.

Der er ca. 740 ansatte i Midt- og Vestsjællands Politi, heraf er ca. 540 politifolk.

Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi
Powered by Labrador CMS