Flygtede fra betjente med 200 km/t
17-årig har nu fået beslaglagt bilen
Arkivfoto: Christian Lindgren/ Ritzau Scanpix
Den fik med fuldt tryk på gaspedalen, da en kun 17-årig ung mand flygtede fra politiet med over 200 km/t.
Episoden fandt ifølge nordjyske.dk sted fredag aften i Nordvestjylland, hvor den 17-årige kom blæsende i sin Mercedes, der hverken er forsikret eller indregistreret.
Derimod var bilen forsynet med falske nummerplader. Det lykkedes ikke i første omgang betjentene at få stoppet den unge vanvidsbilist.
Forældre hjalp
Politikommissær Jørgen Jensen fra Thisted Politi fortæller til nordjyske.dk, at drengens forældre har været meget hjælpsomme.
De kom nemlig ind på politistationen med sønnen.
- Det viste sig, at han havde købt de falske nummerplader på internettet, oplyser politikommissæren til nordjyske.dk.
Bilen er nu blevet beslaglagt med henblik på konfiskation.
Fakta
Følgende overtrædelser betragtes som vanvidskørsel:
– Uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder
– Uagtsom forvoldelse af betydelig skade på nogens legeme eller helbred under særligt skærpende omstændigheder
– Særlig hensynsløs kørsel
– Kørsel med hastighedsoverskridelse på mere end 100 pct. ved kørsel over 100 km i timen
– Kørsel med en hastighed på 200 km i timen eller derover
– Spirituskørsel med en promille over 2,00
Udvalgte strafskærpelser for vanvidskørsel efter straffeloven – i kraft 1. marts 2021
- Strafniveauet skærpes med 50 % for forsætligt at volde fare for andres liv eller førlighed i forbindelse med færdselslovsovertrædelser.
• Strafniveauet skærpes med 50 % for flugtbilisme.
• Strafniveauet for chikanøs kørsel er skærpet fra bøde til fængsel. Chikane kørsel vil desuden som udgangspunkt medføre ubetinget frakendelse af førerretten i minimum 3 år efter færdselsloven.
Udvalgte strafskærpelser for vanvidskørsel efter færdselsloven – i kraft 31. marts 2021
- Kap- og væddeløbskørsel er skærpet fra bøde til fængsel. Kap- og væddeløbskørsel vil som udgangspunkt medføre ubetinget frakendelse af førerretten i minimum 3 år efter færdselsloven.
• Skærpelse af straffen til fængsel for de groveste hastighedsforseelser,
– dvs. hvor hastigheden er 200 km i timen eller derover, eller
– mere end 100 pct. for hurtigt, hvis hastigheden er mere end 100 km i timen.
Overtrædelserne vil desuden som udgangspunkt medføre ubetinget frakendelse af
førerretten i minimum 3 år.
Kilde: Fyns Politi