Flugtbilist fanget af politihund

Når man flygter til fods er det svært at slippe væk fra politiets hunde

Offentliggjort Sidst opdateret

Betjentene satte natten til lørdag en politihund ind i jagten på en flugtbilist - der i sidste ende forsøgte at flygte til fods.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.

Episoden fandt sted syd for Ølgod, hvor en patrulje forsøgte at standse en bil.

Men føreren af bilen fortsatte ufortrødent og forsøgte at stikke af - først i bilen og efterfølgende til fods.

Politihund fik fat i ham

Flugten blev dog ikke lang.

Da betjentene satte en politihund på opgaven, måtte flugtbilisten give fortabt.

Manden blev anholdt og sigtet for spirituskørsel og kørsel uden kørekort.

SYD- OG SØNDERJYLLANDS POLITI

Syd- og Sønderjyllands Politi er – målt på geografi – blandt landets største politikredse og dækker Esbjerg, Haderslev, Sønderborg, Tønder, Varde, Vejen, Aabenraa og Fanø kommuner.

Der er godt 900 ansatte i politikredsen, der servicerer de 443.000 borgere i området.

Hovedstationen er i Esbjerg, hvor stationen samtidig er områdecenter for den nordvestlige del af politikredsen.

På hovedstationen bor desuden vagtcentralen, øverste ledelse, de centrale politiafdelinger, anklagemyndigheden og politikredsens stabsfunktioner.

De tre områdecentre er – ud over Esbjerg - placeret i Haderslev og Sønderborg:

  • Områdecenter Nordvest dækker Varde, Fanø og Esbjerg kommuner
  • Områdecenter Nordøst dækker Haderslev og Vejen kommuner
  • Områdecenter Syd dækker Sønderborg, Aabenraa og Tønder kommuner
Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi
Powered by Labrador CMS