Fløjet til "Riget" efter frontalulykke
To personbiler banker sammen på landevej
En kvinde er blevet fløjet med akutlægehelikopteren til Rigshospitalet efter en ulykke i Præstø på Sydsjælland.
Det fortæller vagtchef hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Lars Denholt, til Nyheder.dk, torsdag aften.
Kvinden var fører af en personbil, der kørte frontalt sammen med en anden personbil ført af en mand på Neblevej i Præstø.
Politi og redning blev alarmeret klokken 18.38.
Fastklemt
- Kvinden var fastklemt efter frontalsammenstødet. Manden kunne selv komme ud af sin bil, siger Lars Denholt.
- Der er ikke umiddelbart nogen af dem, der er i livsfare, fortsætter vagtchefen.
- Der er dog alligevel så stor G-påvirkning, når to biler støder frontalt sammen, at vi har fløjet kvinden til Rigshospitalet for at blive undersøgt og behandlet. Manden er kørt med ambulance til Køge Sygehus, siger Lars Denholt til Nyheder.dk.
Der har været kortvarigt afspærret på stedet, men den vil snarest blive ophævet.