Fløjet fra ulykke med helikopter
Pårørende er underrettet efter alvorlig ulykke
En person er i kritisk tilstand efter en frontalulykke på hovedvejen mellem Kilden og Gærum ved Frederikshavn.
To personbiler er kørt sammen.
Politiet blev alarmeret klokken 15.30.
Hentet i helikopter
Der var en person i hver bil, og den ene er kommet ganske alvorligt til skade.
- Den ene var fastklemt i bilen, og det er kritisk. Vedkommende er blevet fløjet til Aalborg Sygehus med akutlægehelikopteren, og de nærmeste pårørende er underrettet, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Poul Fastergaard, til Newsbreak.dk.
Den anden tilskadekomne betegnes som "lettere tilskadekommen".
Der er tilkaldt en bilinspektør til ulykkesstedet, som det er kutymen ved alle alvorlige ulykker med livsfare eller død for de implicerede.
Politiet skrev i første omgang ud om ulykken på Twitter.
Nordjyllands Politi forventer, at der er helt spærret på ulykkesstedet i et stykke tid endnu - blandt andet for at bilinspektøren kan færdiggøre sine undersøgelser.