Flere teenagere anholdt

Tre 15-16-årige drenge er blevet anholdt og en 14-årig er blevet tilbageholdt i sag om 14 brande i Slagelse

Offentliggjort Sidst opdateret

Tidligere på måneden var Slagelse by præget af 14 påsatte brande, og nu mener Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi at være kommet tættere på en opklaring af, hvem der stod bag.

To 15-årige drenge og en 16-årig dreng er anholdt, mens en 14-årig dreng er blevet tilbageholdt.

Knaldet af vidner

De fire er sammen med en anden 14-årig dreng sigtet for brandstiftelse i de omtalte sager.

Det er en kombination af vidneforklaringer og efterforskning, der har fået politiet til at skride til anholdelser.

 Stor utryghed

- Jeg er godt tilfreds med, at det nu er lykkedes at sigte de formodede gerningsmænd til en række påsatte brande.

- Der er tale om en kriminalitetstype, der i sagens natur skaber stor utryghed for borgerne i lokalområdet, så derfor har sagerne naturligvis haft høj prioritet, siger politikommissær Kim Brønnum i en pressemeddelelse.

SYDSJÆLLANDS OG LOLLAND-FALSTERS POLITI

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi dækker Slagelse, Sorø, Næstved, Faxe, Vordingborg, Guldborgsund og Lolland kommuner.

Lokalpolitistationerne er placeret i Nakskov, Nykøbing F., Vordingborg, Næstved og Slagelse. Derudover er udlændingekontrolafdelingen placeret i Maribo.

Næstved er hovedstationen i politikredsen.

Der bor ca. 390.000 borgere i kredsen.

Antallet af medarbejdere i Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi er cirka 770. Antallet er fastsat efter politikredsens størrelse, indbyggertallet, sagsantallet og arbejdsopgaver i øvrigt.

Powered by Labrador CMS