Stor frygt: Norsk fjeld kan styrte sammen
Fjeldet Mannen risikerer at blive rammen om et kæmpe stenskred. Nogle sten har allerede løsnet sig.
Lyde af sten, som løsner sig i Mannen-fjeldet, har været med til at holde eksperter i området vågne natten til tirsdag.
For meget tyder på, at voldsomme mængder regn får fjeldet, der ligger i Romsdal i det vestlige Norge, til at styrte sammen snart.
– Vi har fået meldinger fra Sivilforsvaret (norsk beredskabsorganisation, red.) om, at der er et klippestykke, der har løsnet sig fra fjeldet klokken 01.23 i nat. Det er uvist, hvor stort det var, da det er mørkt, siger Tove Anita Ask, der er operationsleder ved Nordmøre og Romsdal Politi, til nrk.no.
Natten igennem har eksperter fulgt udviklingen time for time. Geologerne melder om store bevægelser i fjeldet, og meldingen om løsnede sten er tegn på, at et skred ikke ligger langt ude i fremtiden.
Chefgeolog Lars Harald Blikra siger, at det ikke er usandsynligt, at skredet vil ske tirsdag, men det kommer an på mængden af nedbør, der falder i området.
– Der skal kun lidt nedbør til, før bevægelserne (i fjeldet, red.) øges. Vi har set, at 10 millimeter er nok til at skabe en acceleration i fjeldet, så vi er rimelig sikre på, at der vil ske en del i løbet af natten og i morgen (tirsdag, red.), sagde Lars Harals Blikra til nrk.no mandag aften.
Personer i området er blevet evakueret, for der kan blive tale om et kæmpe stenskred.
Op mod 120.000 kubikmeter sten risikerer at vælte ned fra fjeldet, der har været i bevægelse i flere dage og har rykket sig flere centimeter.
Grunden til, at regnen kan få klipperne til at give efter, er, at nedbør fylder små huller i stenen, og det gør store mængder regn farlige.
Politiet advarer ifølge vg.no om den farlige situation for både mennesker og dyr. Derfor er der udstedt forbud mod at opholde sig i området.
/ritzau/