Flaget blev spontant hejst da nyheden om Filippa kom

Mange tændte søndag lys i Kirkerup Kirke. Om eftermiddagen blev flaget hejst, da Filippa var blevet fundet

Offentliggjort Sidst opdateret

Dannebrog strøg søndag eftermiddag til tops i flagstangen foran Kirkerup Kirke sydøst for Slagelse.

Det skete, da nyheden fra politiets pressemøde om den 13-årige Filippas forsvinden nåede frem.

Meldingen kort efter klokken 15 var, at Filippa var blevet fundet i live og ved bevidsthed.

Hun havde været savnet i over et døgn, da hun lørdag forsvandt efter at have uddelt aviser ved Kirkerup. Pigens cykel, taske og telefon blev efterfølgende fundet på en vej på avisruten, og en massiv eftersøgning blev sat i gang.

Efterlysningen blev delt bredt, og politiet fik over 600 henvendelser fra folk, der havde muligt interessante oplysninger i sagen.

Flaget blev spontant hejst foran Kirkerup kirke i Kirkerup nær Slagelse, da nyheden nåede frem om, at den 13-årige Filippa var fundet i live.
Flaget blev spontant hejst foran Kirkerup kirke i Kirkerup nær Slagelse, da nyheden nåede frem om, at den 13-årige Filippa var fundet i live.

Åbent på grund af Filippa

Kirkerup Kirke holdt søndag åbent fra klokken 13-15 på grund af pigens forsvinden, og mange var forbi for at tænde lys. Det skriver kirken på Facebook.

- Lysene blafrer stille ved døbefonten i Kirkerup Kirke. I dag har været en følelsesmæssig rutsjetur for alle, der har fulgt med siden i går, hvor Filippa forsvandt efter sin avisrute... Heldigvis er hun fundet i live, skriver kirken.

Og senere kunne flaget så hejses.

- Flaget blev hejst spontant både ved kirken og hos mange rundt omkring herude i vores lille lokalsamfund, da beskeden kom, at hun var fundet i live, skriver kirken.

Der blev søndag tændt lys i Kirkerup Kirke, da den 13-årige Filippa var forsvundet.
Der blev søndag tændt lys i Kirkerup Kirke, da den 13-årige Filippa var forsvundet.

32-årig anholdt

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politis meddelte samtidig på søndagens pressemøde, at det har anholdt en 32-årig mand. Han vil blive fremstillet i grundlovsforhør mandag og krævet varetægtsfængslet.

Det er endnu uvist, hvad han nærmere vil blive sigtet for.

SYDSJÆLLANDS OG LOLLAND-FALSTERS POLITI

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi dækker Slagelse, Sorø, Næstved, Faxe, Vordingborg, Guldborgsund og Lolland kommuner.

Lokalpolitistationerne er placeret i Nakskov, Nykøbing F., Vordingborg, Næstved og Slagelse. Derudover er udlændingekontrolafdelingen placeret i Maribo.

Næstved er hovedstationen i politikredsen.

Der bor ca. 390.000 borgere i kredsen.

Antallet af medarbejdere i Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi er cirka 770. Antallet er fastsat efter politikredsens størrelse, indbyggertallet, sagsantallet og arbejdsopgaver i øvrigt.

Powered by Labrador CMS