Fjerde brand på fem uger: -Det gør ondt
Flere brande har hærget løs i drivhuse, som tilhører gartneriet By Growers, den seneste tid. Og det berører medejer Nicolai Abildgaard dybt
Se video ovenfor og fotos i bunden af artiklen
- Det er surrealistisk og utrolig trist. Det gør rigtig ondt.
Sådan lyder den umiddelbare reaktion fra medejer i gartneriet By Growers, Nicolai Abildgaard, efter han har overværet sit gartneri brænde ned til grunden.
Politi og brandvæsen rykkede onsdag eftermiddag ud til den voldsomme brand på Odensevej i Hundslev, der ligger sydvest for Kerteminde, hvor flere af gartneriets drivhuse var brudt ud i lys lue.
- Jeg er berørt af det, der er sket, og havde svært ved at falde i søvn i nat, fortæller 48-årige Nicolai Abildgaard, som er medejer og salgsdirektør i By Growers, til Newsbreak.dk og fortsætter:
- Vores højsæson begynder snart, og vi har fået afsat en million planter, som vores danske og udenlandske kunder nu ikke kan få. Det er rigtig træls.
-Hvad fanden foregår der?
Det er ikke første gang, at gartneriejeren er blevet mødt af det triste syn af udbrændte drivhuse.
Det er faktisk fjerde gang på blot fem uger, at By Growers oplever brand. De andre brande er brudt ud i flere af deres i alt syv gartnerier på Fyn.
Og det har sat gang i spekulationerne hos Nicolai Abildgaard og de to andre ejere.
- I løbet af 30 år har By Growers aldrig oplevet nogen brande. Og nu oplever vi fire inden for kort tid. Hvor uheldig kan man lige være? Vi kan da ikke lade være med at tænke vores. Vi tænker: Hvad fanden foregår der?
Ingen tegn på ildspåsættelse
Brandteknikeren, som har undersøgt alle brandene, har dog manet mistanken om ildspåsættelse i jorden.
Brandteknikerens undersøgelser tyder på, at den seneste brand onsdag skyldes en vækstlampe, som røg ned kort tid efter, at sidste medarbejder havde forladt gartneriet. Og det er formentlig tekniske installationer, der har forårsager de andre brande.
Ingen personer er kommet til skade i forbindelse med branden i Hundslev.
Men eftersom branden udviklede kraftig sort røg, blev beboere i området opfordret til at søge væk fra røgen eller indenfor samt til at lukke vinduer og døre og slukke for ventilationen.