Skadet Uffe Bech forlader Hannovers træningslejr
Den tidligere FCN-angriber er rejst hjem fra træningslejr i Tyrkiet for at modtage alternativ behandling.
Angriberen Uffe Bech har forladt Hannover 96’s vinterforberedelser i Tyrkiet med en skade.
Den tidligere FC Nordsjælland-spiller har igennem flere uger døjet med smerter i overkroppen. Smerterne er opstået omkring fodboldspillerens ribben.
Under den igangværende træningslejr i tyrkiske Belek har Uffe Bech ikke fået det bedre, og derfor er han mandag morgen rejst retur til Tyskland, hvor han vil modtage alternativ behandling.
Beslutningen er truffet af Hannovers trænerteam og lægestab.
Den 22-årige offensivspiller har haft en svær opstart i Hannover efter sommerskiftet fra FC Nordsjælland.
I november fik Bech omsider kæmpet sig til en plads på holdet, men en skade holdt ham ude af de sidste tre kampe op til vinterpausen. Det er blevet til en enkelt scoring i fem bundesligakampe.
Hannover genoptager ligaen på næste lørdag, når holdet møder Darmstadt. Bech og holdkammeraterne er placeret på næstsidstepladsen i den bedste tyske fodboldrække.
/ritzau/dpa