Fire teenagere stukket ned i nat

Privat fest endte i kaos

Offentliggjort Sidst opdateret

Fire personer blev omkring midnat lørdag udsat for et knivstikkeri i Valby.

Det oplyser Martin Kajberg, der er vagtchef ved Københavns Politi.

Ingen af de fire personer, der blev stukket med kniv, kom umiddelbart alvorligt til skade.

Alle fire ofre er under 18 år, oplyser vagtchefen.

Kort efter midnat

Politiet modtog anmeldelsen om knivstikkeriet klokken 00.07 og var kort efter talstærkt til stede.

Martin Kajberg fortæller, at der er opstået nogle uoverensstemmelser mellem nogle unge mennesker ved en privat fest. Derefter bliver de fire personer stukket med kniv.

- De fire har været ved bevidsthed hele tiden, og de bliver nu undersøgt på hospitalet, siger Martin Kajberg.

Københavns Politi rykkede talstærkt ud natten til lørdag, hvor fire teenagere ved en privat fest var blevet stukket med en kniv.
Københavns Politi rykkede talstærkt ud natten til lørdag, hvor fire teenagere ved en privat fest var blevet stukket med en kniv.

Ingen anholdte

Der er endnu ingen anholdte i sagen, som politiet formoder ikke er banderelateret.

Martin Kajberg fortæller, at gerningsstedet er den førnævnte fest, men vil ikke komme ind på en mere præcis adresse.

- Vi arbejder på at få klarlagt hændelsesforløbet i forhold til at finde ud af, hvad der reelt er sket, siger vagtchefen.

KØBENHAVNS POLITI

Københavns Politi er Danmarks største politikreds målt på antallet af indbyggere, antallet af medarbejdere og på aktivitetsniveau i forhold til antallet af hændelser og anmeldelser.

Geografisk omfatter politikredsen København, Frederiksberg, Tårnby og Dragør kommuner med i alt ca. 800.000 indbyggere.

Der er ca. 3.300 medarbejdere i Københavns Politi, heraf ca. 2.370 politiuddannede medarbejdere, ca. 90 politikadetter og ca. 180 juridiske medarbejdere ved anklagemyndigheden. Hertil kommer kontorfunktionærer og øvrige faggrupper.

Mere end 600 medarbejdere har deres daglige gang på Politigården i København. Herunder den centrale ledelse, administrationen, vagtcentral og servicecenter samt flere øvrige politiafdelinger. Politikredsens øvrige personale er fordelt over mange bygninger i hele politikredsen.

Kilde: Københavns Politi
Powered by Labrador CMS