Fire biler kørt sammen - mand på hospitalet
To sammenstød med kort tids mellemrum i morges
Der var to færdselssammenstød næsten simultant i morges i Vamdrup, et klokken 05.20 og et klokken 05.44.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi.
- Det klokken 05.20 er sådan et vindmøllehus, der bliver transporteret. Og der er så en fører af en personbil, der overser den her følgebil. Han er kørt til Kolding Skadestue med ondt i skulder og venstre arm, siger vagtchefen til newsbreak.dk.
Det var ved Koldingvej nummer 17 i Jarup i Vamdrup.
Klassisk harmonikasammenstød
Senere klokken 05.44, få hundrede meter fra, var der et harmonikasammenstød, hvor der var fire biler involveret. Det var ved Koldingvej 22, også i Jarup.
- Tre personbiler og en varebil, hvor en person er kørt til Kolding Skadestue med en mulig brækket arm. Det er på grund af den tætte tåge, der var tidligt i morges, siger vagtchefen.
Han forklarer, at det var et klassisk harmonikasammenstød.