Finder 15.000 på trappesten
De mange penge lå i en kuvert
En mand fandt 15.000 kroner i en kuvert på en trappesten.
På kuvertens stod 'god rejse'.
Så begyndte en anderledes efterforskning. Det oplyser Nordsjællands Politi på sin Facebook-side.
Hemmelig nisseven
Borgeren opdagede kuverten i Hillerød - og besluttede sig for at aflevere den til politiet.
"En af den slags borgere, vi nok alle sammen gerne vil have som nabo, ven og hemmelig nisseven i december", mener politiet.
På kuverten stod også navnet på en bank, hvilket fik politiet til at kontakte den lokale afdeling.
Banken søgte på hævninger er 15.000 kroner - og det viste sig, at der blot var en kunde, der muligvis var ejeren af de mange penge.
"Mangler du noget?"
Kvinden bor tæt på politistationen i Hillerød - og hun fik derfor besøg af et par betjente.
- Har du tabt nogle kontanter for nylig, blev kvinden spurgt.
Det bekræftede kvinden i døråbningen, der samtidig fik at vide, at pengene lå trygt og godt hos politiet.
"Det var ganske tydeligt, at det rørte kvinden, at der findes så gode mennesker derude", skriver Nordsjællands Politi.
Kvinden har nu hentet pengene - minus den del, der skal udbetales i findeløn.
Politiet roser borgeren for at aflevere pengene.
"Fra os skal der også lyde ”god rejse” til kvinden, hvor end rejsen går hen", står der i opslaget.