Filippa-sagen: Bortvist efter voldtægt
Firmaets ledelse og ansatte er i chok efter anholdelsen af deres medarbejder og kollega
Den 32-årige mand, som er sigtet for at have bortført og voldtaget den 13-årige Filippa er blevet bortvist fra sin arbejdsplads.
Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.
På grund af navneforbuddet kan firmaets navn og nærmere identitet ikke oplyses.
Chokeret
'Denne hændelse har chokeret og overrasket os alle, og vores ledelse og bestyrelse har siden weekenden været samlet flere gange, siden vi blev bekendt med, at en af vores medarbejdere var involveret i denne grufulde sag. Ledelsen har med bestyrelsens fulde opbakning truffet en afgørelse om bortvisning af den omtalte medarbejder', hedder det blandt andet i pressemeddelelsen.
Tog pigen derhen
Den 32-årige nu bortviste mand tog angiveligt den 13-årige pige hen på arbejdspladsen som det første efter bortførelsen.
Politiet har ifølge Ekstra Bladet blandt andet foretaget tekniske undersøgelser på et toilet i virksomheden.
'Flere af vores medarbejdere har været tætte kollegaer med den omtalte person, og vi har derfor tilbudt alle i organisationen krisehjælp for at hjælpe dem igennem denne svære tid', skriver virksomheden videre i pressemeddelelsen.
Siden taget ned
Den 32-årige mands Facebook side er også blevet taget ned efter anholdelsen af ham.