Filippa er på vej hjem

Søndag blev 13-årig pige fundet efter forsvinden. Mor oplyser, at pigen har det godt efter omstændighederne

Politiinspektør Kim Kliver og vicepolitiinspektør Rune Dahl Nilsson fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi gav søndag besked til pressen om, at den 13-årige Filippa var blevet fundet efter at have været forsvundet i over et døgn.
Politiinspektør Kim Kliver og vicepolitiinspektør Rune Dahl Nilsson fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi gav søndag besked til pressen om, at den 13-årige Filippa var blevet fundet efter at have været forsvundet i over et døgn.
Offentliggjort Sidst opdateret

Den 13-årige pige Filippa er søndag aften på vej hjem til sin familie igen.

Det skriver Ekstra Bladet, der har talt med pigens mor. Hun fortæller, at Filippa "har det godt efter omstændighederne" og ønsker ikke at uddybe nærmere, hvordan hendes tilstand er.

Filippa blev søndag fundet kort før klokken 15. Da havde hun været forsvundet i over et døgn. Hun blev meldt savnet lørdag, da hendes cykel, taske og mobil var efterladt, efter at hun havde delt aviser ud i området ved Kirkerup.

Fundet i live

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi kom med nyheden om den fundne pige på et pressemøde kort efter klokken 15.

Her lød det, at pigen var fundet i live - og ved bevidsthed. Men der blev ikke oplyst nærmere om hendes tilstand.

På pressemødet oplyste politiet også, at en 32-årig mand kort forinden var blevet anholdt.

Det er endnu uvist, hvad han sigtes for. Men han vil mandag blive fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Næstved.

Her vil en anklager kræve ham varetægtsfængslet, og sigtelsen ventes at blive læst op.

Massiv efterforskning

Politiet har haft en massiv efterforskningen af sagen siden lørdag eftermiddag. Over 600 har henvendt sig til politiet, der blandt andet har fået videoovervågning i sagen.

Filippas mor takker for politiets indsats og takker alle, der har bakket op og hjulpet, skriver Ekstra Bladet.

SYDSJÆLLANDS OG LOLLAND-FALSTERS POLITI

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi dækker Slagelse, Sorø, Næstved, Faxe, Vordingborg, Guldborgsund og Lolland kommuner.

Lokalpolitistationerne er placeret i Nakskov, Nykøbing F., Vordingborg, Næstved og Slagelse. Derudover er udlændingekontrolafdelingen placeret i Maribo.

Næstved er hovedstationen i politikredsen.

Der bor ca. 390.000 borgere i kredsen.

Antallet af medarbejdere i Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi er cirka 770. Antallet er fastsat efter politikredsens størrelse, indbyggertallet, sagsantallet og arbejdsopgaver i øvrigt.

Powered by Labrador CMS