Festivalgæst fængslet efter fatal ulykke

Der er en mistanke om, at manden var påvirket, da han kørte frontalt ind i bil, hvilket kostede ægtepar livet

Offentliggjort Sidst opdateret

En 30-årig mand skal forblive i politiets varetægt i tre dage. Det har en dommer ved Retten i Randers søndag afgjort, skriver TV2 Østjylland.

Manden er sigtet for uagtsomt manddrab i forbindelse med en trafikulykke lørdag aften i Grenaa, hvor et ægtepar fra Tyskland mistede livet.

Østjyllands Politi har i sin døgnrapport beskrevet, at den 30-årige mand kørte ad Aarhusvej uden for Grenaa, da han kom over vejens midterlinje med venstre hjulpar og derved ramte frontalt ind i ægteparrets bil.

Døde på stedet

Ægteparret - en mand på 74 år og en kvinde på 62 - døde på stedet.

Også den 30-årige kom til skade i ulykken, og det var kortvarigt uvist, om han ville kunne møde op i grundlovsforhøret.

Et tysk ægtepar døde på stedet ved ulykken.
Et tysk ægtepar døde på stedet ved ulykken.

Men han nåede at blive udskrevet fra hospitalet og dukkede ifølge regionalmediet op i retten iklædt hvidt hospitalstøj og med nogle brækkede ribben.

Den 30-årige er fra Favrskov Kommune, der ligger mellem Aarhus og Randers. 

Han og kammeraten på 32 år befandt sig på Djursland lørdag, fordi de ifølge TV2 Østjylland havde været til Radio ABC Beach Party i Grenaa.

Kokain og ecstacy

Han forklarede i retten ifølge mediet, at han havde fået tre øl fra ud på eftermiddagen, til han og vennen tog afsted. Politiet modtog anmeldelsen om det frontale sammenstød klokken 22.51 lørdag.

I den 30-åriges bil blev der fundet en pose med kokain og en anden med ecstasy - der også kaldes mdma - og ifølge regionalmediet kom det frem i retten, at han på ulykkesstedet havde erkendt at have taget både kokain og mdma. 

Det afviste han dog i retten at have sagt.

Retten vurderede, at der var grundlag for at opretholde anholdelsen af manden i tre døgn. Der forventes der at være svar på de prøver, der er blevet taget for alkohol og narkotika.

Det fremgår ikke, hvordan den 30-årige forholdt sig til sigtelsen. Han kærede dog ikke kendelsen til landsretten.

Powered by Labrador CMS