Festede løs trods chefens forbud
Center for Neuropædagogik i Næstved Kommune holdt julefrokost på trods af borgmesterens påbud
På trods af alle advarsler om at holde julefrokost, så valgte man alligevel hos Center for Neuropædagogik i Næstved Kommune at feste løs med en gevaldig julefrokost.
Det oplyser TV2.dk.
Borgmester Carsten Rasmussen (S) og kommunaldirektør Rie Perry havde ellers besluttet at aflyse julefrokosterne i kommunen.
Alligevel gennemførte man julefrokosten på centeret - dog med en række coronaforanstaltninger.
Det er tosset
- Det er jo ikke for sjov, at vi besluttede at aflyse julefrokosterne. Det er jo tosset at holde sådan en frokost, når Søren Brostrøm og Mette Frederiksen stiller sig op og siger, som de gjorde i denne uge. Og konsekvenserne kan være store, siger borgmesteren til TV2.dk.
Kommunaldirektør Rie Perry har nu bedt om en redegørelse. for arrangementet.
Ikke julefrokostpoliti
Hun afviser dog, at sagen kan få konsekvenser for den enkelte medarbejder.
- Jeg er ikke julefrokostpolitiet. Og misforstå mig ikke - jeg synes virkelig det er dejligt, at de gerne vil hygge sig sammen. Fællesskaberne betyder meget. Men ledelsen må fremover tage det ad notam, at sådan en melding ikke er til fri fortolkning. Er man i tvivl fremadrettet, så må man spørge, siger hun til TV2.dk