Femårig snupper bilnøgler og så ...
Barnet kørte afsted i sine forældres bil
Der udspillede sig et opsigtsvækkende drama i den svenske by Halmstad torsdag morgen.
Her fik et femårigt barn nemlig fat i nøglerne til forældrenes bil, hvorefter barnet kørte galt i bilen.
Det skriver Aftonbladet.
Den femårige snuppede bilnøglerne, imens forældrene sov, og senere satte barnet sig bag rattet i bilen og kørte afsted med en af sine søskende, oplyser Stefan Gustafsson, der er pressetalsmand hos politiet.
Kørte ind i biler
De to søskende kom dog ikke så langt, før det gik galt. Efter 150 meter i langsomt tempo kørte den femårige ind i to parkerede biler.
En forbipasserende opdagede søskendeparret i bilen og "greb heltemodigt ind," lyder det.
Ingen af børnene er kommet til skade.
– Det er en hændelse, jeg aldrig har været ude for før, siger Stefan Gustafsson.