Fem anholdt i Folketinget
Forstyrrede debatten i salen
Fem personer er anholdt for at forstyrre en debat i Folketingssalen fredag overmiddag.
Det oplyser Københavns Politi til TV 2 og Ekstra Bladet.
Episoden fandt sted lidt før klokken 12.
De fem personer havde malet blod på deres hænder og havde et palæstinensisk flag med inde i salen.
De blev bedt om at forlade salen et par gange, og det skete umiddelbart ganske udramatisk.
Det samme kan siges om anholdelserne, siger Henrik Svejstrup, vagtchef ved Københavns Politi, til TV 2.
-Hvad sker der
Bjarne Laustsen (S) sad i formandsstolen, da episoden fandt sted.
Det var således ham, der stoppede den konservative ordfører Andreas Karlsen i dennes tale fra talerstolen og bad de fem personer om at forlade salen.
- Hvad sker der lige deroppe, sagde Andreas Karlsen lige pludselig, da han opdagede de fem personer, som var på tilskuerpladserne.
- Vi stopper lige mødet, indtil banneret er fjernet, lød det fra Laustsen efterfølgende, mens Karlsen tilføjede et "hold da op", mens han kiggede op på begivenhederne.
Tale nummer 2
Det var blot Karlsens anden tale fra talerstolen, havde han sagt, inden han gik i gang.
Han er midlertidigt folketingsmedlem i stedet for partifællen Brigitte Klintskov Jerkel.
Efter et minuts afbrydelse fortsatte debatten i salen.