Fem anholdt efter hjemmerøveri
Kort efter hjemmerøveri anholdt politiet fem personer på adresse i Frederikshavn
Tidligt fredag klokken 04.39 modtog politiet en anmeldelse om hjemmerøveri hos et par, som er midt i 40'erne, på en adresse i Hirtshals i Nordjylland.
Her skal flere personer have truet den mandlige beboer til at overføre et beløb.
Det oplyser den ansvarlige for politiets efterforskning, fungerende politikommissær Thomas Due Albrektsen, fredag eftermiddag.
Han fortæller ikke, hvor mange penge der blev overført.
Måtte på skadestuen
Under røveriet blev der begået vold. Politiet ønsker ikke at uddybe, hvad der mere præcist skete, men den mandlige beboer måtte behandles på skadestuen, oplyser politikommissæren.
Politiets efterforskning førte til en adresse i Frederikshavn, hvor fem personer blev anholdt og sigtet i forbindelse med røveriet. Det skete mellem klokken 06.00 og 07.00.
De fem fremstilles fredag eftermiddag i i grundlovsforhør i Retten i Hjørring. Det vides ikke, hvordan de sigtede stiller sig.
Intet tyder på forbindelse
Politiet har endnu ikke overblik over, hvor mange af de anholdte der medvirkede til røveriet. De anholdte er fem mænd, som er omkring 30-års-alderen.
Der er ifølge Thomas Due Albrektsen ikke noget, der tyder på en forbindelse mellem de forurettede og de sigtede.